Forskole
Babyer er instinktivt meget modtagelige overfor musik og klangfarver. Når man synger, udtrykker man flere følelsesmæssige nuancer end i tale. De bedste stemmer er mors og fars, uanset hvor godt eller dårligt de synger. Tæt fysisk og psykisk kontakt med forældrene skaber tryghed og oplagres som positive erfaringer.
På holdet kan du og dit barn lære at lege med musik og du får værktøjer til at kunne udtrykke din kærlighed til dit barn på en nuanceret måde.
Babyrytmik er gratis. Holdet kører fra medio august og hele sæsonen frem til sommerferien.
Torsdage kl. 12.15-13.00
Pakhus 2, Vesterbro Torv 4, Nykøbing Sj
Fredage kl. 12.00-12.45
Mejeriet, Centervej 4 A, 4550 Asnæs
Alternativt kan det være en bedsteforælder, der deltager i det musikalske samvær med sit barnebarn. Den voksne skal være indstillet på at sidde på gulvet og deltage i de musikalske aktiviteter.
For de 1-2 årige
Vi synger og bevæger os. Vi leger med faldskærm, tørklæder, rasleæg og andre redskaber, for at stimulere barnets sanser. Der vil være både vilde lege, hvor børn og forældre får rørt sig, men også rolige lege med afslapning og fordybelse.
OBS: Holdet kører ikke i øjeblikket, men kontakt os gerne, så vi ved du er interesseret!
For de 2-3½ årige
Vi hopper og danser, spiller og leger. Gennem musik-, sang,- og bevægelseslege støtter vi barnets musikalske udvikling. Musikkens grundelementer som puls, rytme og dynamik leges ind. Vi bruger stadig faldskærm, tørklæder, rasleæg og andre redskaber for at pirre barnets sanser.
OBS: Holdet kører ikke i øjeblikket, men kontakt os gerne, så vi ved du er interesseret!
For de 3½-5 årige
Vi leger til musik - og med musik. Vi spiller på instrumenter og udforsker klang, puls og rytmer. Måske vi også skal høre hvordan stolen, gulvet eller døren lyder. Sammen går vi på opdagelse i det musikalske univers med lyd, bevægelse og leg.
OBS: Holdet kører ikke i øjeblikket, men kontakt os gerne, så vi ved du er interesseret!
Musikskolen kommer en gang om ugen i kommuneskolernes børnehaveklasser, og laver musikalske aktiviteter sammen med børnehaveklasselæreren.
Har du svært ved at bestemme dig for, hvilket instrument du skal vælge?
Så tag en tur i karrusellen. Her kan du i løbet af året prøve forskellige instrumenter, fx blokfløjte, klaver, accordeon, guitar, trommer eller violin.
Vi opretter et hold, hvis der er mindst 6 elever. Elever fra 3. klasse kan optages, hvis der er plads.
Du kan låne instrumenter af Musikskolen (dog ikke klaver).
Musikpaletten er et tilbud for dig, der kunne tænke dig at prøve at spille et instrument og blive en del af det musikalske fællesskab.
Forløbet deles op i tre til fire perioder henover sæsonen med fokus på f. eks. blokfløjte, violin, klaver og guitar. Du lærer at spille på instrumentet, og vi arbejder med musikkens grundelementer som puls, rytme, melodi, form og dynamik. Holdet kører i 28 uger fra september til april.
I musikværkstedet synger vi gode sange, som du kan lide, og vi spiller sammen med vægt på det rytmiske.
Du kommer til at møde nye instrumenter, og hvis du allerede spiller et instrument, kan du komme til at bruge det sammen med andre.
Colour Keys er klaver på hold for 5-6 årige efter Colour Keys-metoden.
Holdet er på 3-4 elever i ca. 60 minutter. Lærer: Maj-Britt Stiedl.
Efter Colour Keys-metoden kan det lade sig gøre at lære ganske små børn at spille klaver. Vi arbejder med rytmik, motorik, sang og selvfølgelig færdigheder på klaveret.
Selv om børnene er små, skal der øves ca. 10 minutter hver dag. Deltagelse på holdet kræver forældrenes opbakning.
OBS: Vi opretter et hold, hvis der er tilstrækkeligt med tilmeldinger på den enkelte skole.