En del af Odsherred Kommune
Præsentation af musikskolens bestyrelse

Her kan du læse om musikskolens bestyrelse, som blev valgt i februar 2013. 

Henrik Bach, bestyrelsesformand

Det er godt at der findes musikskoler - og sportsklubber, for den sags skyld, det kan alle vel blive enige om. Men i det øjeblik ens barn begynder til spil eller sport, kommer hjertet i spil, og musikskolen – eller sportsklubben – får en anden og involverende betydning.

Da vores søn Christian begyndte at gå til slagtøj, skiftede musikskolen fra at være en god idé, til en værdifuld størrelse, der godt nok ikke gjorde sønnike til en ny Ringo Starr lige med det samme, men gjorde noget større: Åbnede sluserne til musikkens verden på en ny og anderledes måde. Og pludselig en dag kunne knægten spille yndlingsstykket med AC/DC – på vibrafon! - hvilket slet ikke lød så slemt, som det lyder her.

At være i familie med den store Bach, giver ingen garanti for musikalitet (kan den der skriver disse linjer konstatere), men der er håb for næste generation. Ikke i at blive den nye Bach, eller den nye Ringo, men ved at finde sin egen musikalske melodi. Her hjælper Odsherred Musikskole en på vej. Og som i alle livets sammengænge, gælder det musikken, snarere end noderne, selv om man ikke skal kimse ad sidstnævnte.

Trods mødeallergi er det mig derfor en kær pligt at betale blot lidt tilbage til Odsherreds Musikskole i den nye bestyrelse. Kæmp for alt, hvad du har kært, som der står i den gamle salme – og man skal altid kæmpe med hjertet.

Lise Jørgensen

Lige for tiden har vi 'øver' hjemme i vores hus i Klint. Jeg bliver simpelthen så glad og stolt, når drengene fra ' Off The Wall' kommer sjoskende og forsvinder ind i et af husets øvelokaler - for vi har faktisk to. I det ene bliver der spillet klassiske og rytmiske stykker på marimba, i det andet hård rock. Og det er musikskolens skyld! Og selvfølgelig også drengenes! For mig er musik mange ting, men en af tingene er, at den er bindeled mellem mennesker, et medie der kommunikere ude om alle de der ord, der ind imellem så let kan misforstås og være trælse. Musik åbner hjerter op, får os til at danse, kan ramme os med en hammer i dens voldsomhed, give gåsehud, få os til at græde og meget, meget mere. Jeg er stolt af, at jeg har fået mulighed for at blive medlem af Musikskolens bestyrelse. Der er så mange og dygtige kræfter, der uge efter uge knokler med vores børn og giver dem store, gode, krævende og fantastisk oplevelser. Det vil jeg rigtig gerne være med til at støtte op om!

Kim Bastegaard

Jeg er 53 år, gift med Anni og er værkfører på maskinværkstedet hos nkt i Asnæs. Jeg har et par drenge som er aktive i musikskolen. Aksel spiller guitar hos Frans de Koe og spiller derudover sammen med et par venner i gruppen AMP Overjoy. Viggo spiller klaver hos Steve John Wren og derudover spiller han sammen med tre andre elever i gruppen Black Avenue.

Grunden til at jeg er med i bestyrelsen er for at gøre mit til, at så mange som muligt får nogle gode betingelser for at dyrke musikken, som er så god til at formidle glæde og venskaber. Jeg håber jeg kan hjælpe med til, at eleverne og personalet får så gode udfoldelsesbetingelser som muligt.

Maj-Britt Stiedl, lærerrepræsentant

Jeg er uddannet musiklærer fra Det Fynske Musikkonservatorium med klaver som hovedfag. Tog derefter kurser i Kodalys undervisningsmetoder hos Inge Marstal samt i Colour Keys metoden hos Arja Suorsa-Kannanmäki, en af ophavsmændene til systemet og lærebogen for klaver. Underviste efter systemet et par år på privatskoler inden jeg startede på Dragsholm Musikskole, nu Odsherred Musikskole. Her blev jeg straks blev kastet ud i undervisning af selvfølgelig klaverelever, men også rytmikhold. Deltog derfor også i kurset i dette med bl.a. Dorte Nyrup og Lotte Kærså. Jeg underviser alle aldersgrupper lige fra baby-hold over børn-forældrehold til voksne klaverelever. Spiller desuden i Buerup Kirke som organist.

Lars Kristiansen, repræsentant for Odsherredgarden

Jeg uddannet elektriker, og arbejder på nkt cables i Asnæs, hvor jeg til dagligt har mit virke i "PTA" afdelingen. Jeg var lidt uheldig med min ryg for nogle år tilbage og er som følge deraf ansat under fleksjob ordning, på samme arbejdsplads. Jeg har to drenge, hvoraf Rasmus har modtaget guitarundervisning i musikskolen, og pt. er Martin aktiv i Odsherred Garden på diverse blæseinstrumenter.

Min indgangsvinkel til musikkens verden startede "på gehør" som 5-årin på tangenter. Det har via musikskole og lidt nodelære over tid udviklet sig til mange gode - og ikke mindst sjove - oplevelser og setups i musikkens verden.
Musik er - og kan - mange gode ting. Jeg mener, at mange kan finde glæde i at kunne bruge musik i nuet og ikke mindst senere i livet, som solomusiker eller lige så vigtigt for det sociale aspekt som band/gruppe, orkester eller blot til hyggebrug i hverdagen. I virkeligheden mener jeg, at man som forælder bør give sine børn den oplevelse det er at kunne "mestre" et instrument, til egen fornøjelse. Der findes jo instrumenter og musikgenrer til alle temperamenter, og mange muligheder for gode og sociale oplevelser med sit instrument.

Som Odsherred Gardens repræsentant i musikskolens bestyrelse, mener jeg det er vigtigt at præge og skabe de nødvendige rammer for, at alle har mulighed for denne oplevelse. Samtidig vil jeg her nævne, at Odsherred garden i samarbejde med musikskolen giver rig mulighed for at opleve glæden ved musikken og det sociale i musikkens verden.

Kort og godt, for nu at bruge støtteforeningens motto: "musik der dur".

Maja Rüegger, suppleant

Tekst følger

Sisse Novrman, suppleant

Tekst følger

Elevrepræsentanter

Der er ledige pladser i bestyrelsen som elevrepræsentanter. Interesserede er velkomne til at henvende sig til musikskolens kontor.