En del af Odsherred Kommune

Musikskoledage i Tivoli for 30. gang

ons 10.04.2019 10.04 -- pothu

Det er i år 30 år siden, de første musikskolekoncerter kunne opleves i Tivoli, og med næsten 6.000 medvirkende på 14 scener, giver Musikskoledagene i Tivoli 2019 både Vig Festival og Roskilde Festival baghjul - i hvert fald i form af antallet af koncerter, grupper og solister. Odsherred Musikskole er selvfølgelig med, tre orkestre fra Odsherred optræder, to om lørdagen den 25. maj og det tredie søndag den 26. maj.

Årets program vrimler med grupper og solister
Musikskoledagene byder på alle musikgenrer fra pop, rock og hip-hop til klassisk musik og masser af sommerfugle i maven. Der vil som noget helt nyt være 200 musikskoleelever, der optræder med sange fra den populære norske ungdomsserie Skam. Der er udsigt til vilde koncerter på Plænen, hvor unge talenter fra f.eks. Odense Musikskole stiller med 33 stemte klaverer og øvede pianister. Roskilde Skolekor Nord deltager med 180 sangere, der synger både klassisk og pop. Der bydes også på tre store søndagsparader, hvor deltagerne udklædte går rundt i Tivoli, mens de spiller, danser og udøver akrobatik. Der er også masser af mindre koncerter med færre deltagere som optræder med rap, rock og klassisk musik.

Tre ensembler fra Odsherred 
I ’Glassalen’ kan man høre folkemusikorkestret FOLKEMUSEN kl. 13.00, og samtidigt spiller JUNIORBLOK i Lumbye Salen. Her må man altså vælge. Om søndagen kl. 12.30 bliver det NORTH WEST PERCUSSIONs tur til at spille kl. 12.30 på ’Den grønne scene’.

Blåstempling fra Kulturminister
Sidste år uddelte kulturminister, Mette Bock årets musikskolepriser, og  hun sagde i sin tale til musikskoleområdet bl.a.: ”Når man spiller sammen, får man et særligt fællesskab – et fællesskab om en stor koncertoplevelse, hvor det hele går op i en højere enhed. For én ting er at øve derhjemme og rundt omkring på musikskolerne, hvor der skal slides og prøves om og om igen. Noget helt andet er at spille koncert. Så får man den store belønning oven på alle prøverne”.

Årets tale
Den nyudnævnte rektor for Det Kgl. danske Musikskonservetorium, Uffe Savery, ankommer til Plænen søndag kl. 15:35, hvor han vil afholde årets tale til musikskoleområdet.

Projektleder for Musikskoledage i Tivoli, Dan Johnsen, fortæller:
"Der er hersker ingen tvivl om, at en optræden i Tivoli kan være med til at nære motivationen, når man som ung musikinteresseret arbejder med musikken på sin lokale musikskole. At opleve det store musikalske fællesskab er et vigtigt fundament i børn og unges fortsatte interesse for selv at spille og nyde musikken. Et hurtigt lyt på en eller flere koncerter med de unge overbeviser hurtigt om, at den musikalske gejst og de kommende talenter trives i Danmark”.

Tivolis underdirektør i Kultur Frederik Wiedemann siger:
“Hver dag hele sommeren kan man opleve musik i Tivoli. Det afspejler et frodigt musikmiljø i Danmark, som musikskolerne har en meget stor andel i. Derfor er vi særligt glade for at fejre musikskolerne en hel weekend i maj, bogstaveligt talt for fuld musik.”

Komponistkonkurrence i Orangeriet
På Orangeriets scene ud mod Tivoli Søen er der lørdag den 25. maj koncert med vinderne af komponistkonkureencen MIN MUSIK, der laves i samarbejde med Bandakademiet og Musikmetropolen. Musikskoledagene bygger videre på succesen fra 2018 med en scene dedikeret til den skabende musik og lancerer i år konkurrencen MIN MUSIK, hvor børn og unge fra alle landets musik – og kulturskoler kan indsende deres egne kompositioner til spændt jury. Mangfoldigheden er i højsædet og alle genrer og stilarter er velkomne i en forhåbentlig bred vifte af musikalske udtryk.

Der er DEADLINE for indsendelse af værker den mandag den 3. maj til følgende mailadresse: minmusik@musikskoledageitivoli.dk

Læs mere om konkurrencen på www.musikskoledageitivoli.dk.

1. præmien, der gives til to værker, er en studiesession med nogle af landets fremmeste sangskrivere og producere.